Kunde: A/S Kærsagergaard
Udførelse: Igangværende
Etape 1
Odense Kommune har udlagt et område i Højby, 42.B.11, til boliger med en specifik anvendelse til åben-lav og tæt-lav boligbebyggelse. Bydelen er placeret mellem Højby Skov og Højby og er en naturlig udbygning af Højby.
Området er på ca. fem hektar, og der er gode forbindelser både til det nærliggende skovområde og Højby og dens faciliteter i form af skole, institutioner, indkøb og offentlig transport herunder både tog og bus.
Bebyggelsesplanen for Højby Skovvej indeholder 32 stk. parceller/enfamiliehuse med en gennemsnitlig grundstørrelse på ca. 1050 m2. Planen indeholder desuden et areal på 6.000 m2 til tæt-lav boliger i et til to plan og er forberedt, så man kan arbejde med boliger både på sokkelgrunde med direkte adgang til større grønne fællesarealer og mere traditionelle rækkehuse med en gennemsnitlig grundstørrelse på 300 m2.
Den nye bebyggelse ved Højby vil være en naturlig udvidelse af det eksisterende byområde og indskriver sig i den bymæssige struktur, der allerede findes i området. Området rummer gode muligheder for at skabe et veludbygget stisystem med nem adgang for gående og cyklister.
Det er essentielt for bebyggelsesplanen, og succes for området, at bebyggelsen ikke overdøver landskabet, i form af en høj bebyggelsesprocent, men understøtter og udnytter landskabets og skovens potentialer.
Den nye bebyggelse placeres således i relation til områdets landskabstræk og skoven, og boligerne orienterer sig hver især mod deres eget kvarter og skoven. Samtidig arbejdes der med grønne rum langs boligvejene, som også er med til at håndtere regnvand.
Etape 2
Området er ikke kommuneplanlagt. Arealet er dog en naturlig forlængelse af udvidelsen af Højby og der arbejdes med, at området kan udlægges til tæt-lav. Foruden denne bebyggelse lægges der op til en større skovrejsning nord for de to boligarealer. Skovrejsningen forudsætter, at etape 2 etableres.




